Under sin søns begravelse greb moderen en økse og slog flere gange på kistelåget: da låget gik i stykker, så folk noget skrækindjagende.
— Jeg tager ikke med til begravelsen. Det er ikke min søn.
— Mor, hvad siger du? Det er din søns begravelse, min mands begravelse. Hvordan kan du nægte at komme?
— Du forstår det ikke. Min søn ligger ikke i den kiste. De lyver. De skjuler noget.
— Mor, men du har jo set papirerne. De forklarede, at hans ansigt blev uigenkendeligt på grund af ulykken, men DNA-testen bekræftede, at det var ham.
— Det er ikke min søn. Jeg kan mærke det.
— Du sørger bare. Du vil ikke acceptere, at han ikke længere er blandt os.
— Min søn lever. Lad være med at tale om ham i datid.
På trods af alle forsøg på at overtale hende stod moderen fast. Efter nogle timer gik hun dog med til at deltage i begravelsen.
Hun nægtede at tage sort tøj på og valgte i stedet en blå frakke. I hænderne bar hun en tung sort taske, som hun ikke slap et eneste øjeblik.
Svigerdatteren sagde ikke mere — det vigtigste var, at svigermoren havde besluttet sig for at komme.
Den dag var vejret trist og gråt. Tunge skyer hang lavt over kirkegården. Da ceremonien begyndte, og de skulle til at sømme låget fast på kisten, trådte moderen pludselig frem. Hendes ansigt var blegt.
Hun satte tasken på jorden, greb en økse, og før nogen nåede at reagere, løftede hun den og slog med al sin kraft mod kistelåget.
Der lød et højt knæk, og træstykkerne fløj fra hinanden. Ét slag, endnu et — og kisten var næsten flækket midt over.
…En tung stilhed sænkede sig. Folk stod helt stille. Nogle dækkede munden med hænderne, mens andre instinktivt trådte et skridt tilbage.
Præsten sænkede blikket, som om han ønskede at forsvinde. Alle de fremmødte stod lammede, indtil et skrig pludselig lød:
— Derinde… den er tom!
Og det var dér, at noget rædselsvækkende blev afsløret.
Panikken brød løs. Flere mænd skyndte sig hen til graverne med spørgsmål, mens nogen ringede efter politiet.
Svigerdatteren blev bleg og tabte sin taske. Moderen stod med tung vejrtrækning over den ødelagte kiste og klemte så hårdt om øksen, at hendes knoer blev helt hvide.
— Jeg sagde jo, — sagde hun stille, men tydeligt — min søn er ikke her.
I det øjeblik trængte en spinkel mand i en kirkegårdsvagts uniform sig gennem menneskemængden. Han tøvede et øjeblik, men samlede så mod:
— Liget… blev fjernet. Om natten. To personer kom… de viste dokumenter… sagde, at det skulle transporteres til lighuset i en anden by til en ny undersøgelse. Jeg… jeg vidste ikke, at det var sådan her…
Ordene ramte alle som en iskold vind. Hvor kunne de have ført kroppen hen? Og hvem var disse mennesker?
Politiet ankom hurtigt, og afhøringen af vidnerne begyndte. Men det værste kom frem lidt senere: Der var ingen registrering i lighusets protokol over nogen transport.
I stedet for sønnens navn stod der: “bortskaffelse — fejl i dokumenter.” Det betød, at nogen bevidst havde fjernet alle spor efter hans eksistens efter døden… eller havde iscenesat selve dødsfaldet.
Moderen sad på en bænk med et stykke af kistelåget i hænderne. I hendes øjne var der ikke fortvivlelse, men beslutsomhed. Hun vidste det: Hvis han var i live — ville hun finde ham. Hvis han var væk — ville hun finde dem, der havde nægtet ham selv freden i graven.
