Naboerne havde i flere uger hørt mærkelige lyde komme fra en ældre mands hjem, og da de brød døren op og trådte ind i lejligheden, blev de rædselsslagne over det, de så.
På en stille gade, hvor alle kendte hinanden ved navn, var der én ældre mand, som skilte sig ud — Viktor.
Han talte næsten aldrig med nogen, forlod sjældent sin lejlighed, og ingen vidste rigtigt, hvad han lavede, eller hvordan han tjente til dagen og vejen.
Men én ting vidste alle med sikkerhed — mærkelige lyde kom konstant fra hans hjem. Nogle gange en dyb brummen, som om noget kradsede på væggene.
Andre gange et skingert skrig, der mindede om et menneskes skrig, men som alligevel ikke lød helt menneskeligt.
Nætterne var især hårde: klynken, udmattende gøen og lyde, der blev ved med at genlyde dag efter dag. Nogle gange virkede det, som om nogen derinde var ved at få et totalt sammenbrud.
I begyndelsen fandt naboerne sig i det. Men efterhånden begyndte de at gå hen til hans dør, banke på og bede ham om at dæmpe sig. En person efterlod endda en seddel:
“Vær venlig at løse problemet med støjen. Ingen af os får sovet om natten.”
Men svaret var stilhed. Viktor åbnede ikke altid døren, og hvis han endelig kom ud, nikkede han bare, mumlede noget uforståeligt og forsvandt ind bag sin dør igen.
Med tiden voksede bekymringen. Nogle naboer var sikre på, at han var ved at blive sindssyg. Andre mente, at der måske boede andre mennesker skjult sammen med ham.
Nogle få begyndte endda at mistænke ulovlige aktiviteter. Men ingen kendte sandheden.
En dag ændrede alt sig.
I næsten en uge havde ingen set den gamle mand. Hans dør var låst, og vinduerne var som altid dækket til. Men lydene var ikke stoppet.
Tværtimod — de blev endnu højere. Om natten kunne man høre desperate hyl, tænder der gnidsede mod hinanden, kradsen på gulvet og slæbende lyde. Som om nogen eller noget desperat forsøgte at slippe ud.
På den syvende dag kunne beboerne ikke længere holde det ud. To mænd gik op til hans etage og bankede hårdt på døren. Ingen svarede. De ringede til politiet, som til sidst brød låsen op og åbnede døren.
Da de trådte indenfor, frøs blodet til is i alles årer. Inde i lejligheden var der…
I det dunkle rum, fyldt med en tung og kvælende lugt af mug, lå Viktor død på sengen.
Ifølge efterforskeren havde han været død i omkring en uge. Men det var ikke det værste.
Der var næsten tyve hunde i lejligheden — magre, udmattede og nogle af dem knap nok i live. De bevægede sig rundt i rummene, mens enkelte lå ved siden af kroppen og nægtede at forlade den.
Gulvet var dækket af kradsemærker, afføring, ødelagte møbler og spor efter kampe mellem dyrene.
Det viste sig, at den gamle mand havde taget herreløse hunde til sig — gemt dem, givet dem mad og sovet ved siden af dem.
De var hans eneste venner. Han havde ikke fortalt nogen om dem, fordi han var bange for, at de ville blive taget fra ham.
I syv dage havde hundene været fanget uden mad eller vand.
Naboerne talte om hændelsen i lang tid efter, med rystende stemmer. Og huset stod tomt lige siden — som om det nægtede at glemme sin skræmmende hemmelighed.
