Jeg trak den lille bjørneungs krop op af vandet, men det, der skete med mig kort efter, var et ægte chok.
Mens jeg gik langs en dyb flod, lagde jeg pludselig mærke til noget mærkeligt på vandoverfladen. En lille bjørneunge drev rundt derude.
Mit første indtryk var, at den bare legede eller svømmede. Men da jeg kom tættere på, gik det op for mig: den bevægede sig slet ikke og lå helt stille i vandet.
“Den er nok druknet…” mumlede jeg og rakte hånden ud for at få den op.
Jeg løftede den forsigtigt op til overfladen. Jeg puffede til den et par gange og rystede den let i håb om, at den ville vågne til live, men det var nytteløst. Den virkede livløs.
Men i det samme øjeblik skete der noget frygteligt.
Pludselig hørte jeg en dyb, truende knurren bag mig.
Kuldegysninger løb ned ad ryggen på mig. Langsomt vendte jeg mig om — og så hende.
Ud af buskadset trådte en enorm bjørnemor frem. Hendes øjne brændte af raseri, og hendes vejrtrækning var tung og ujævn.
Hun så, at jeg holdt hendes unge i hænderne, og antog, at det var mig, der havde dræbt den.
Med et øredøvende brøl rejste hun sig op på bagbenene. Jorden syntes at ryste under hende.
I panik kastede jeg ungen tilbage mod vandet og styrtede afsted langs bredden. Men bjørnemoren var hurtigere. På få sekunder indhentede hun mig og slog med sin pote hen over min ryg.
En skarp smerte gennemborede min krop — hendes kløer efterlod dybe flænger. Jeg kæmpede for at holde mig på benene, mens blodet gennemblødte min skjorte.
Men frygten gav mig styrke. Jeg kastede mig ind i skoven og zigzaggede mellem træerne, indtil hendes knurren langsomt forsvandt i det fjerne.
Da jeg endelig nåede vejen, faldt jeg sammen på jorden og gispede efter vejret.
I det øjeblik forstod jeg én ting: man må aldrig blande sig i den vilde natur. Derude gælder andre love. Og mennesket vil altid forblive en fremmed.
