Et par ringede til politiet og sagde, at de havde hørt mærkelige lyde komme fra deres sofa: Da betjentene skar polstringen op, opdagede de noget skræmmende.
Parret ringede til politiet tidligt om morgenen, netop som daggryet begyndte at bryde frem. Kvindens stemme rystede, da hun forsøgte at forklare alarmcentralen, at der “boede noget” inde i deres sofa.
— “Det bevæger sig… og kradser,” insisterede hun. “Først troede vi, det bare var støj udefra, men lydene kommer direkte fra sofaen!”
Betjenten besluttede at tage ud til stedet sammen med en K9-fører og hans hund. Måske var der faktisk noget derinde.
Da de trådte ind i stuen, var parret allerede på randen af panik: Manden i kørestolen holdt sin kones hånd, og hun så ud, som om hun hvert øjeblik ville skrige. En trykkende stilhed fyldte rummet.
Hunden stoppede brat foran sofaen. Pelsen rejste sig på dens nakke, og pludselig begyndte den at knurre. Et sekund senere kastede den sig mod de bløde puder med et højt gøen og begravede snuden i stoffet.
Ejerne gispede, og betjenten rynkede panden:
— “Der er noget derinde. Og det er bestemt ikke lille.”
Hunden kradsede desperat på betrækket med poterne og peb af spænding, som om den forsøgte at nå en usynlig fjende.
Betjenten tog en kniv frem og skar forsigtigt ind i siden af sofaen. Først væltede der støv og gammelt fyld ud, men så lød der pludselig et skingert pivelyd.
— “Åh gud!” udbrød kvinden og dækkede munden med hånden.
Inde i sofaen var der…
Flere grå skikkelser gled ud gennem åbningen. Det var rotter – enorme dyr med skinnende øjne. De pilede hen over gulvet, mens hunden straks satte efter dem i raseri.
Men det værste var inde i sofaen. Da betjenten rev mere af polstringen væk, så alle det: Inde i sofaens hulrum gemte der sig en ægte rede.
Den vrimlede med en hel rottefamilie – snesevis af rotter med nyfødte unger, en bunke grå kroppe, der bevægede sig og peb.
— “Hvordan er de kommet derind?” hviskede manden i kørestolen, mens hans ansigt blev blegt.
Hunden gøede og forsøgte at få fat i rotterne, men betjenten trak den tilbage. Selv han, som havde oplevet meget i sit arbejde, blev chokeret over omfanget.
Sofaen, hvor familien i årevis havde siddet, set fjernsyn og haft gæster, var blevet et skjulested for et levende mareridt.
Kvinden kunne ikke holde det ud længere – hendes hænder rystede, og hun var tæt på at skrige:
— “Vi har siddet PÅ DEN HER?!”
Betjenten nikkede alvorligt:
— “Ja. Men nu tager vi os af det. Jeres hjem er ikke længere et sted for dem.”
Først dér gik det op for parret, at de mærkelige lyde, de havde hørt i flere uger, slet ikke havde været noget, de havde forestillet sig.
