En mand reddede en druknende ulveunge fra en dyb sø, men blot få sekunder senere blev han omringet på alle sider af en flok ulve. Han var sikker på, at han ikke ville slippe levende derfra, indtil noget skete, som ingen havde forventet…
Tidligt om morgenen gik en ung mand alene ind i skoven. Han havde altid elsket sådanne ture, for kun langt væk fra mennesker kunne han helt slippe væk fra byens larm og stress.
En lille rygsæk hang over hans skuldre, han holdt en termokop med varm te i hænderne, og foran ham strakte en smal skovsti sig mod en stor sø.
I løbet af natten var temperaturen faldet kraftigt. Søens overflade var dækket af et tyndt lag is, men tæt ved bredden var vandet stadig åbent.
Der var ikke en eneste person i nærheden. Kun vinden fik toppen af fyrretræerne til at svaje, og langt væk kunne man høre en spættes banken mod et træ.
Manden var allerede ved at vende om, da han pludselig hørte en mærkelig og ynkelig klynken.
Først troede han, at han havde forestillet sig det.
Men lyden kom igen.
Han gik hurtigt hen mod søen, og få sekunder senere så han noget, der fik hans hjerte til at snøre sig sammen.
Ikke langt fra bredden kæmpede en lille ulveunge desperat i det iskolde vand.
Tilsyneladende var den løbet ud på den tynde is, som var bristet under dens vægt, og den lille var faldet i vandet. Den kunne næsten ikke holde sig oven vande længere, mens strømmen langsomt førte den længere væk.
“Hold ud, lille ven… Giv ikke op…” sagde manden stille og skyndte sig mod vandet.
Han vidste, at han selv risikerede at falde gennem isen, men der var ikke tid til at tænke.
Isen knagede under hans fødder, og det iskolde vand lammede straks hans krop med kulde, men manden fortsatte alligevel og nåede frem til ulveungen.
Den lille var næsten holdt op med at kæmpe.
Forsigtigt løftede han den med begge hænder og pressede den tæt ind mod sit bryst i et forsøg på at varme den med sin egen kropsvarme.
“Det skal nok gå… Vi kommer væk herfra nu… Bare hold ud lidt endnu…”
Ulveungen gav en svag klynken og gemte sin våde snude i hans jakke.
Med store anstrengelser lykkedes det manden at komme tilbage til bredden. Han trak vejret tungt og forsøgte at få vejret igen.
Og netop i det øjeblik hørte han en dyb knurren bag sig.
Han vendte sig langsomt om.
På en lille bakke stod en enorm grå ulv.
Få sekunder senere dukkede to mere op mellem træerne. Derefter endnu flere.
For hvert øjeblik blev der flere og flere ulve. De trådte lydløst frem fra skoven og begyndte langsomt at omringe manden i en halvcirkel.
Nu var vejen tilbage blokeret.
Manden rejste sig langsomt op og krammede ulveungen endnu tættere ind til sig.
Han forstod, at det var umuligt at flygte.
“Lige nu… Jeg ville bare hjælpe…” hviskede han.
Den største ulv begyndte langsomt at nærme sig.
Dens øjne forlod aldrig ungen. Manden var bange for selv at bevæge sig. Inde i sit hoved tog han allerede afsked med livet.
Men netop i det øjeblik skete der noget utroligt.
Men pludselig bevægede ulveungen sig, løftede hovedet og begyndte at klynke stille.
En voksen hunulv kom straks løbende ud fra bag træerne. Hun stoppede kun få skridt væk. Der var ingen vrede i hendes øjne.
Manden satte sig forsigtigt ned på ét knæ.
“Gå… Din mor er her…”
Meget langsomt rakte han ulveungen frem foran sig.
I flere lange sekunder skete der ingenting.
Så kom hunulven tættere på, rørte forsigtigt den lille med sin snude og begyndte hurtigt at slikke dens ansigt.
Ulveungen livede straks op og pressede sig glad ind mod sin mor.
Manden åndede lettet ud.
Han troede, at flokken nu bare ville gå sin vej.
Men den enorme lederulv begyndte pludselig at gå direkte hen imod ham.
Hvert skridt fik mandens hjerte til at slå hurtigere.
Ulven kom næsten helt hen til ham. Manden lukkede endda øjnene. Men intet angreb kom.
Lederen snusede roligt til hans hånd, så ham direkte i øjnene og gjorde pludselig noget, som manden aldrig ville glemme.
Den sænkede langsomt hovedet. Det varede kun et øjeblik.
Derefter vendte ulven sig mod flokken.
Efter en kort, dyb knurren begyndte alle de andre ulve straks at trække sig tilbage.
Få sekunder senere var hele flokken forsvundet mellem træerne.
